Home

Portræt






Musikken er alt
Hvordan er det at arbejde med musik til dagligt? Hvordan finder man balancen mellem det kreative og det strukturede? Og hvor finder man inspiration til fornyelse og udvikling?

Dirigent Carsten Seyer-Hansen er sat stævne en mørk december aften i sit hjem i Højbjerg ved Århus.

Hvad er dine musikalske ambitioner som dirigent?
At finde og formidle en fornuftig balance mellem den samvittighedsfulde gengivelse af komponistens formodede intentioner og mit eget personlige bidrag. Dette vil jo altid være farvet af egne og øvrige medvirkendes musikalske forcer og begrænsninger. I koncertens øjeblik vil jeg gerne give publikum en fornemmelse at være med på en rejse ind i et måske ukendt musikalsk landskab.

Hvordan når du det mål?
Ved at forberede mig så alsidigt som muligt for på den måde at få mange forskellige vinkler og nuancer repræsenteret.

Er musikformidling et kald for dig?
Nej, det tror jeg ikke. Men jeg bliver da glad og taknemmelig, når nogen har lyst til at bruge tid i selskab med vores musik.

Hvad er så din drivkraft som dirigent?
Det er fornøjelsen ved at frembringe et musikalsk produkt sammen med andre. At udvælge repertoire. At indstudere, forberede og forme musikken frem til en koncert. Det er det, der driver mig. Og selvom man naturligvis ikke kan undvære koncerterne, er prøverne og processen frem til en koncert ofte mindst lige så tilfredsstillende for mig.

Hvordan fornyer du dig, og hvor finder du inspiration?
Ved at opsøge og lytte til dygtige dirigenter. Jeg rejser fx hvert år til udlandet for at hente inspiration. Senest her i 2004 tog jeg til den årlige Bachfest i Leipzig, hvor jeg på fire dage hørte 11 koncerter med nogle af verdens største og dygtigste musikere. I 2003 var jeg en uge i Haarlem i Holland under den årlige kor-biennale, hvor eliten af Europas professionelle kor deltager.

I mine ’friperioder’ lytter jeg til mange cd’er for at finde inspiration til repertoire eller til fortolkninger af bestemte stykker musik. Jeg går som regel efter navnene på de udøvende. For har man tillid til dem, har man også tillid til, at den musik, de vælger at indspille, er interessant.

I forretningsverdenen er det meget brugt at deltage i en eller anden form videndelingforum eller erfa-gruppe. Er det noget, man dyrker i musikkens verden også?
Njah. Jeg deltager i hvert fald ikke i noget lignende. Men jeg har stor glæde af min kollega dirigent Søren Kirch Hansen, der først og fremmest har været en stor inspirator og siden en fantastisk sparringpartner. Vi planlægger i fællesskab en studietur i 2005 tilbage til det verdensberømte Neederlands Kammerkoor i Amsterdam, som vi også besøgte i 2000.

Jeg diskuterer løbende med de musikere og sangere, jeg arbejder sammen med.

Hvordan finder du balancen mellem på den ene side det bløde og kreative og på den anden side det hårde og strukturerede?
Når jeg når frem til en koncert, lægger jeg på sin vis hele prøveforløbet bag mig og prøver at fange så meget i nuet som muligt. Før og under prøveforløbet er jeg i sagens natur ofte både administrator, inspirator og musiker. Det er derfor vigtigt at have gode samarbejdspartnere, som har forståelse for vægtningen af alle disse forskellige roller, så man ikke ender med at gå kold i det administrative.

Hvordan finder du energien og overskuddet på ’dårlig’ dag?
Det er klart, at når man har en jobfunktion, hvor man i den grad er på, må have dage, hvor man er mere håndværker end kunstner. Det er nu ikke i sig selv måske så dårligt. Og jeg har da heldigvis aldrig oplevet at stå før en koncert uden at have den ekstra tænding, der skal til for at bære koncerten hjem.

En blanding af håndværker og kunstner, siger du. Hvor meget i jobbet er hånd, og hvor meget er ånd?
Det er et vanskeligt spørgsmål, men min egen erfaring er, at hvis det håndværksmæssige halter, kommer det næsten altid til at stå i vejen for den frie musikalske udfoldelse i ’øjeblikket’. Og det gælder ikke kun for dirigenten, men i princippet for enhver musikalsk udfoldelse.

Du er uddannet i Århus, og det er også her du i dag har dit virke. Hvad betyder Århus for dig og dit arbejde?
Århus har været en fantastisk by for mig. Først i min studietid, hvor jeg i mange år sang i Vokalensemblet GAIA, Det Jyske Kammerkor og såmænd også i Århus Domkirke. Inspireret heraf fik jeg selv lyst til at dirigere og stiftede først Aarhus Universitetskor og siden Vokalgruppen Concert Clemens. Man kan vel sige, at det er mit held, at der har været plads i byen til begge disse ensembler, som jeg stadig med stor fornøjelse arbejder med.

Efter studieårene har jeg været så heldig, at der var brug for det, jeg kunne. Umiddelbart efter min afsluttende eksamen fik jeg fx tilbudt job som underviser i kor- og ensembleledelse samt musikhistorie på henholdsvis Aarhus Universitet og Musikkonservatoriet.

Senest er mit ønskejob – kantorstillingen ved Århus Domkirke – blevet en realitet.

Kan du fortælle lidt om rollen som underviser i forhold til rollen som dirigent?
De to roller er selvfølgelig på mange måder beslægtede, men som underviser er det min opgave at inspirere mine studerende kunstnerisk qua mit eget virke som dirigent. Et langt stykke ad vejen handler undervisningen dog også om at give de studerende et velfungerende og alsidigt håndværksmæssigt tav, så de – når de forlader ’konservatoriekuvøsen’ og møder virkeligheden – har en række værktøjer, de kan anvende.

32 år, dirigent og underviser. Og nu også kantor. Hvordan er det at have sin daglige gang i en kirke?
Betryggende, fordi der igennem århundreder er nedlejret en form og et repertoire, der på den ene side giver en stedse inspirerende ramme for arbejdet og på den anden side aldrig føles som snærende bånd.

I kirken har jeg - i forhold til mine øvrige arbejdssituationer – også fornøjelsen af at være i samspil med mine teologiske kolleger.

Til toppen

 Carsten Seyer-Hansen


Sagt om Carsten

"Han besidder evnen til at kombinere sin veludviklede perfektionisme med praktisk håndelag og har en stædig sans for den musikalske detalje uden at slippe overblikket over værk-et. I pressede situationer bevarer han altid det kølige overblik.

Som person er han en rigtig knokler, som brænder for sit mål og som er let at opflamme, når emnet er musik. På den måde er han ikke kun tænke-typen, men i høj grad også føletypen. Dvs. en potent cock-tail af maskulinitet og handle-kraft og feminitet og indfølelse.

Desværre har han også en meget veludviklet humor og kan stå på vandski efter 30 sekund-ers træning. Man kan blive misundelig.

Jeg kan simpelthen ikke finde noget træls at sige om mand-en."

Per Rasmussen, menighedsrådsmedlem i Århus Domkirke og sanger i Concert Clemens og Skt. Clemens Kantori



Carsten Seyer-Hansen i sit kantor-kontor ved Århus Domkirke


Sagt om Carsten

"Det er energigivende at være gift med Carsten, fordi han elsker det, han laver og kan blive helt høj af det. Jeg er selv musikuddannet, og det er derfor både inspirerende og interessant at høre og følge Carstens tilgang til musikken. Og han har lært mig utroligt meget.

Op til en koncert fyrer han meget energi af, men er utrolig god til at holde fokus. Samtidig er han også ret god til at give slip bagefter - når projektet er færdigt. Det, synes jeg, er en meget stor evne at have.

Skal jeg nævne noget mindre positivt - er det de skæve og indimellem håbløse arbejds-tider. Det kan godt være lidt ensomt af og til og lidt af en kabale at få det hele til at gå op - heldigvis har vi et godt bagland."

Mette Wind Seyer-Hansen, cand.mag. i musikvidenskab og drama og gift med Carsten Seyer-Hansen



Århus Domkirke
Skt. Clemens Drengekor
Aarhus Universitetskor
Det Jyske Musikkonservatorium
Domporganist Kristian Krogsøe

© Copyright 2004 - Sanne Seyer-Hansen - fotos - kontakt - sidst opdateret 9. december